fredag den 27. april 2007

Fra indsamlinger i verdenshavet til 12 kvadratmeter-forskning

Vi har før her på bloggen kritiseret NPM, New Public Management. En af denne markedsstyringsideologis konsekvenser for universitetet er areal-indskrænkninger; pga. det faktum, at universiteterne (der var statsejede før de blev "selvejende") nu skal betale "husleje" til staten. Grotesk, ikke sandt? Dette rammer Det Naturvidenskabelige Fakultet ved KU meget hårdt, bl.a. fordi det rummer museer, feltstationer og store bygninger med brede gange (som Geologisk Institut).
Der var i går åbnings-tamtam af Galathea-udstillingen på Zoologisk Museum med selveste HKH samt ministrene Sander og Haarder, fakultetets dekan Nils O. Andersen, direktøren for SNM (Statens Naturhistoriske Museum) Morten Meldgaard og fakultetets andre notabiliteter. Jeg var selv forhindret i at komme, men fik denne stemningsrapport tilsendt af en god kollega:

"Fin tale af SNM direktør Meldgaard, og 5 min optimist-sludder om eventyret og samlingernes og forskningens vigtighed og Danmark på verdenskortet fra Sander-XXX [tilnavn på ministeren bortcensureret (red.)].
Helt flot sat i relief af, at SNM medarbejdere netop har modtaget udkast til 30-40 % arealnedskæringer fra Meldgaard, som er pålagt dette af dekanen (som jo ikke har skyggen af viden om samlinger) som 1/3 af Fakultetets samlede areal-reduktion ! (Hvor meget skal I indskrænke på Niels Bohr Instituttet ?) Til professor Eske Willerslevs folk, som nu skal rykke over på Biologisk Institut, skal de snarest til at sætte skillevægge op gennem kontorer, der er dobbelt så store som de må være med de nye standarder (12 m2 til hver professor eller lektor, 6m2 pr TAP og 4 studerende i et rum på 12 m2). Helt grotesk er skrumpe-forslaget for afdelingernes lokale og Zoologisk Museums centrale biblioteker, som skal reduceres med 95% ! (Det siges at være ned til størrelsen på blot krebsdyr-biblioteket). Samlingslokaler og værksteder skal selvfølgelig også reduceres kraftigt. Sandeligt et 'eventyr' for de få forskere, der er tilbage - og fint i tråd med museets officielle visioner om et nyt museum i kanten af Botanisk Have til ca 1 milliard ! Jeg burde skrive en kronik om dette mummespil, for der var desværre ingen lejlighed til at sige det i hovedet på ministre, Dekan og HKH med masser af journalister på." (...)
Samme kollega fortsætter, i anledning af et opmuntrende møde med megen diskussion om 'science' med en ung udenlandsk videnskabsfilosof fra USA med danske rødder:
"Det er helt patetisk få dage efter at opleve virkeligheden for universiteter her i landet, som jo skal være verdens bedste 'videnssamfund' (der jo forhåbentlig hurtigt kan omsættes i patenter til erhvervslivet - eller til betaling af vor husleje for universitetes arealer)."

1 kommentar:

Sune Auken sagde ...

De skulle have haft selvstyre, men hvad fik de? Fortætning! De arealnedskæringer lyder helt groteske. Hvor længe får den politiske New Speak på universiteterne lov at leve? Jeg tror, problemet ligger i fortiden: Vi har så længe været et konservativt område, hvor der ikke skete de store omvæltninger (som et af mine yndlingcitater lyder: "Der er ikke noget sikrere at være i nærheden af end duellanter og akademikere, for de slår kun hinanden ihjel). Nu sker der pludselig en hel stormflod af ændringer, der fundamentalt forandrer samfundets vidensbase, men det bliver ikke opdaget bredt nok, fordi man er så vant til, at der sker for lidt - altså fordi området på forhånd er dømt for usexet til journalistik.