mandag den 23. april 2007

Tech Trans hindrer grundforskning

En væsentlig del af forskningen består i uhindret adgang til udveksling af ny viden med fagfæller indenfor de samme forskningsområder. Man publicerer sine resultater, og kan få kritik af disse; andre forskergrupper kan bruge dem, teste dem og forske videre for at nærme sig løsningen på de gåder, der arbejdes med.
Dette sættes der nu stopper for med forpligtelsen til at indberette til Tech Trans enheden (på det lokale universitet) opdagelser som -- måske, måske ikke -- kan udnyttes i patenter. Så snart en forskergruppe har meddelt enheden deres opdagelse, får de reelt mundkurv på: De må vente, ikke i uger, men i måneder, ja måske år, på at få lov til at publicere deres opdagelse. Reelt vente på at kunne forske videre på normal vis, i kontakt og samarbejde med kolleger andre steder. Dette er ikke fiktion, men dagens realitet på biomedicinske og lignende biotek-, info-tek og nanotek-orienterede forskningsfelter på danske universiteter. Det er endnu et voldsomt anslag på den akademiske forskningsfrihed. I hvor stor udstrækning gælder en sådan Tech Trans-indberetnings-forpligtelse, og hvad er juraen i dette?
Indrømmet: Jeg var lettere rystet, da jeg modtog en universitetsforskers beretning om dette i dag. Goddag til den akademiske kapitalisme: det er blevet sværere at se forskel på et universitet og et privatejet forskningslaboratorium!

4 kommentarer:

Heine Andersen sagde ...

Kan nogen give en forklaring på, hvorfor der ikke har været mere blæst omm den sag? Hvor længe mon det har været sådan?

Sune Auken sagde ...

Heine har ret. Dette her er så skandaløst, at der burde gøres noget helt afgørende ved det. Hvad foreligger der af dokumentation på området. Kurt?

Curt Hansen sagde ...

Ja, det lyder jo helt vildt. Nu er jeg ikke juridisk ekspert, men på TechTrans enhedens hjemmeside (også gengivet i arkivet) stod der bl.a.:
- - - - - - - citat:
"Som ansat ved Københavns Universitet skal du, hvis du mener du har gjort en patenterbar opfindelse (se pkt. ”patentering og kommercialisering” for en uddybning af kravene til patenterbarhed), ifølge Lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner og Universitetsloven underrette din institutleder og anmelde opfindelsen til Tech Trans Enheden.
Hvis du er studerende, og mener du har gjort en patenterbar opfindelse har du ikke pligt til at anmelde opfindelsen til universitetet."
- - - - - - - citat:
I den sammenhæng har studerende tilsyneladende større forskningsfrihed end de ansatte!

Claus Emmeche sagde ...

Hmm, når man læser "Lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner", som åbenbart regulerer TechTrans enhederne, synes jeg man kan bemærke to ting:
(1) at loven omhandler "opfindelser", ikke "opdagelser". Typisk gør naturforskere opdagelser, som måske, måske ikke, senere og efter en længere udviklingsproces, kan udnyttes i opfindelser. Vel, denne skelnen er ikke knivskarp, men den kan så vidt jeg kan se hjælpe forskere uden om indberetningspligten.
(2) at der er bestemte tidsfrister, som institutionen skal overholde. Det er godt nok korrekt at "§ 10. Har en arbejdstager som led i arbejdet gjort en opfindelse, skal vedkommende uden ugrundet ophold skriftligt underrette institutionen herom. Arbejdstageren har i den forbindelse pligt til at give institutionen alle nødvendige oplysninger efter institutionens bestemmelse.", men så gælder der også at "Institutionen skal inden for 2 måneder fra underretningen (...) få foretaget en vurdering af muligheden for at udnytte opfindelsen erhvervsmæssigt og for at beskytte de til opfindelsen knyttede rettigheder og drøfte med arbejdstageren, hvorledes rettighederne til opfindelsen kan udnyttes erhvervsmæssigt." (§ 11 stk.1), og: "Stk. 5. Hvis institutionen ikke inden for den angivne frist i stk. 1 eller den aftalte frist efter stk. 3 har meddelt sin afgørelse efter stk. 4 til arbejdstageren, har denne alle rettigheder til opfindelsen."

En sidste ting: Omtalte lov stammer fra den tid hvor Jan Trøjborg var videnskabsminister, og der er selvfølgelig en klar overordnet ræson i at det offentlige indhøster evt. profit for opfindelser gjort på offentlige forskningsinstitutioner (og her man nok især tænkt på DTU). Problemet er, at det fører til en forskningsadfærd, som mere ligner industriforskningens normsystem med chef-styret hemmeligholdt forskning end klassisk fri akademisk forskning, og det er dette, som berettiger betegnelsen akademisk kapitalisme, et begreb som før har været omtalt her på bloggen.

Tech Trans enhedens næste skridt er vel også at sælge opfindelsen: "§ 14. Har institutionen fået overdraget retten til en opfindelse efter § 8, kan tredjemand indgå aftale om udnyttelse af opfindelsen med institutionen." - Eller forskeren kan gøre det selv: "§ 14. Stk. 2. Har institutionen ikke fået overdraget retten til en opfindelse efter § 8, kan tredjemand indgå alle aftaler om udnyttelse af opfindelsen med vedkommende arbejdstager." - Det hele trækker i retning af kommercialisering af forskningen.