lørdag den 19. maj 2007

Let's brand it together

'Hvæseren' her har før gøet op om den om-sig-gribende akademiske kapitalisme: tendenserne til at universiteterne i deres adfærd kommer til at ligne private virksomheder (tendenser, som ikke er overraskende når man tænker på presset på universiteterne i retning af erhvervssamarbejder, søgning af eksterne midler, understøttet af ministeriets udviklingskontrakter, konkurrenceudsættelse af basismidler m.v). På Århus Universitet har de ansatte nu nået smertegrænsen for en særlig afart af akademisk kapitalisme: brand-blending. Dagbladet Information skrev i går, at 'Forskningens Døgn' på Aarhus Universitet blev afholdt under temaet 'Spiselig forskning', og at Arla var hovedsponsor med et 250.000 kroners sponsorat. Markedsføringen bestod blandt andet af tre styk meterhøje mælkekartoner, der var stillet op udenfor universitet. For Carsten Løfting, lektor ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur, var reklamesøjlerne, med deres altdominerende Arla-logo, en klar overskridelse af, hvor grænsen går for erhvervslivets synlighed og sammenkobling med universitetet.

"Kartonerne var provokerende, fordi de umiskendeligt var en kampagne for Arla, støttet af universitetet. Det var et sponsorat vendt på hovedet," siger Carsten Løfting. Han har indledt en underskriftindsamling, der netop er blevet sendt med et vedhæftet brev til rektor og universitetets bestyrelse. 76 medarbejdere på Humanistisk Fakultet har skrevet under. — Klip fra dagbladet Information 18/5-2007: "En del af markedsføringen i forbindelse med Forskningens Døgn på Aarhus Universitet bestod af store mælkekartoner som disse. Det har nu rejst en debat om, hvorvidt universitetet har solgt ud til erhvervslivet. Foto: Polfoto/Ole Lind". Læs hele artiklen fra Information og protestbrevet her.

Ingen kommentarer: