søndag den 9. december 2007

Demokrati-relikter

Universitetsdemokratiet er dødt. Det har det været mindst siden 2003-universitetsloven. Alligevel er der enkelte relikter tilbage, som nu valg til universitetets bestyrelse - i mit tilfælde, Københavns Universitet. Københavnerhistorien her er blot en variant af det magtens "brød og skuepil", som udfolder sig på alle danske universiteter.
Jeg er lektor ved et universitet, som ifølge universitetsloven styres af en bestyrelse, hvor de eksterne medlemmer har flertal. Her er et familiebillede af "min" bestyrelse. Udover rektor og prorektor, som slet ikke er medlemmer (de er ansat af bestyrelsen) ses en tidligere nationalbankdirektør i midten som bestyrelsesformand, omgivet af resten af familien, som p.t. (da det er en overgangsbestyrelse pga. fusionenerne) består af 17 medlemmer, heraf 9 eksterne medlemmer og 3 VIP dvs. repræsentanter for det videnskabelige + 2 TAP for det teknisk-administrative personale + 3 studenter-repræsentanter. Nu er der så valg til bestyrelsen. Kan jeg stemme på alle? Nej, kun min gruppe, dvs. de kandidater, der stiller op til at besætte VIP pladserne. For at citere vedtægten:
"§ 7. Bestyrelsen har 11 medlemmer: 6 udefra kommende medlemmer, 2 medlemmer, der vælges af og blandt universitetets videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, 1 medlem, der vælges af og blandt det teknisk-administrative personale, og 2 medlemmer, der vælges af og blandt universitetets studerende.
§ 8. De 6 udefra kommende medlemmer udpeges af bestyrelsen på baggrund af deres kvalifikationer og ikke som repræsentanter for bestemte interesser, organisationer eller sektorer."

Så uanset overgang eller ej, kan jeg kun stemme på det mindretal, som svarer til min 'stand' i forsamlingen. Hvem bestemmer så hvem der skal sidde på de andre pladser?! Svar: Bestyrelsen! (Jfr. "§ 9. Udpegning af de udefrakommende bestyrelsesmedlemmer foretages af den samlede bestyrelse på baggrund af forslag fra blandt andre bestyrelsesmedlemmerne. Bestyrelsen kan alternativt nedsætte et indstillingsudvalg der indsamler forslag og på baggrund heraf fremlægger en begrundet prioritering af kandidater for bestyrelsen.") Okay, men hvordan kan jeg så gøre min mikro-indflydelse gældende? Well, jeg kan - som det fremgår af KU's Universitetsavisen nr. 15 af 30/11 (kan downloades her), 2. sektion s. 8-9, vælge mellem 4 lister: 1) "Et stærkt KU" (Niels Kærgaard & Anja C. Andersen), "BQ" (Bjørn Quistorff), "De tørre fags liste: kultur og samfund" (Henrik Prebensen, Hanne Foss Hansen & Vibe Garf Ulfbæk), samt "KU-hel" (Harald S. Hansen"). Alle udmærkede og fornuftige mennesker, og næsten alle - dog med nuanceforskelle - kritiske overfor tingenes tilstand. Men er det demokrati? Læseren af de 4 listers program som gengivet i Universitetsavisen vil have svært ved at skelne. Quistorffs kritik er klarest, og mest to the point. Men Niels Kærgård er en mand, der også har klart blik for problemerne ved det nuværende styres indskrænkning af forskningsfriheden, og var medforfatter til Det Kgl. Videnskabernes Selskabs debatoplæg herom i foråret. Henrik Prebensen har også skrevet kritisk om universitetsreformerne fra 1993 og frem, som han ser som en svækkelse af universitetet som en helhed. Harald S. Hansens erklæringer om kvalitetsmåling som vi "nok må lære at leve med" virker mere defensive og konsensussøgende.
Hvad gør man så som vælger? I min naivitet ledte jeg efter tidligere debatter i bestyrelsen, også imellem VIP-repræsentanterne, for måske kunne man finde spor af universitetspolitiske diskussioner i den afgående bestyrelse. Men forgæves. Gå til KU's side for bestyrelsesreferater og oplev det mest jammerkedsommelige, du har læst i dit liv. De er renset for enhver meningsnuance eller blot spor af diskussion og er derfor så lang fra den principielle dissensus eller debat, som burde kendetegne ethvert universitet. Hvad er det for en konfliktskyhed, der trumfer censur af meningsforskelle igennem i referaterne? Men måske foregår den slags ikke i bestyrelserne, fordi ministeriets embedsmandvælde alligevel dikterer alle væsentlige beslutninger? Og hvorfor skal vi så stemme? Ikke sært at stemmeprocenten ved den slags valg typisk er lav. Der står ellers meget på spil. Jeg kan derfor kun opfordre de priviligerede stemmeberettigede fra alle stænder til at stemme på den kandidat, der klarest tilkendegiver en opposition til tingenes tilstand.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Ja, det er sørgeligt at det er blevet sådan, men det gamle konsistoriestyre var nu heller ikke noget at råbe hurra for – I den forbindelse lå interessen fra medarbejdersiden på et betænkeligt lavt niveau. Vi skal ikke glemme, at da man havde demokratimuligheden, brugte man den ikke, så det er på sin vis ris til egen røv, det vi oplever i dag. Det var Tordenskjold soldater der kørte løbet dengang. Min påstand er, at havde KU været veldrevet under konsistorietiden, havde vi ikke i dag skullet trækkes med den ny universitetslov.
I dag er den væsentligste garant mod nedsmeltning personsammensætningen i bestyrelsen og der må man så håbe, at den selvsuplerende del af den er sit ansvar bevidst, samtidigt med, at de få som trods alt kan vælges af de ansatte (ligesom til bestyrelser i private foretagender) bakkes op med en høj valgdeltagelse, så de i bestyrelsen kan møde op med pondus. Alle KU-ansatte bør alene af den grund prioritere dette valg meget højt.