onsdag den 10. september 2008

Har vi et alternativ?

Universiteterne er blevet virksomheder og styres af en produktionstanke, der ligger meget langt fra, hvad vi skaber og danner. Vi er ved at erstatte fantasi med effektivitet og kreativitet med administration. Mange gode kræfter ser i denne transformation et stort og måske uopretteligt tab, fordi det universiteterne virkelig er, ikke kan puttes i de bokse new public management tanken kræver. Og selv om flere af de hjemmelige fortalere for denne firkantede og klodsede administrationstanke har fortrudt (kronik i Politiken 29. marts 2007) ser den stadig ud til at herske på universiteterne – såvel som i resten af den offentlige administration. Det nye system har været effektivt og er det for så vidt stadig til at kræve af sine forskere og studerende, og det har været tiltrængt. Som universiteter er vi heller ikke helt uvante med krav og modstand fra omverdenen.

Men kravene bæres ikke kun frem udefra; indenfor er der også kræfter der kræver effektivisering og forandring fra det gamle system og måske med rette. Lad os være ærlige, i det gamle system var der flere arbejdsforskrækkede og stillestående miljøer end vi ser i dag, og der var brug for en oprydning og redefinition af, hvad der gjorde en god forsker. “at udpege de bedst mulige intellekter og give dem friheden til at udføre deres forskning hvorhen den leder dem” – Humboldts gamle doktrin, er en smuk tanke, men på samme måde som romantikernes natursyn, er den stillestående uforanderlig, og uvogtet har den vist sig problematisk.
Det gamle system havde en række problemer som er forsøgt løst i det nye:

  • Nye forskere, med spændende ideer var underlagt gamle professorers luner, og efter som nye ideer ofte er brud med gamle dogmer kunne dette holde folk tilbage.
  • Forskere fik merit med alder ikke med kreativitet og kombineret med en hvis grad af indoktrinering og passivitet kunne dette bremse udviklingen inden for forskningsområde.
  • Unge forskere havde svære ved at etablere egne grupper da pengene ofte var disponerede af gamle forskere og låste i rigide budgetter.
  • Turnusordningen inden for ledelse gjorde det svært at tage de hårde beslutninger, lægge langsigtede strategier og overlod institutterne i hænderne på folk der ikke ville lede.
  • Uddannelserne fokuserede på at uddanne forskere på trods af den relative lille afsætning til dette.
  • Institutionerne havde ingen motivation til at færdigproducere kandidater ofte tværtom: til at holde på dem.

Der er sikkert mange flere (kommenter endelig) og de fleste af disse punkter har en gylden forside, men det var graden i hvilken universiteterne var kommet, der var kritisk.
Der har derfor, både uden og inden for universiteterne været en stærk grad af lyst til at ændre det gamle system, men mens omverdenen også havde løsningen var der en skræmmende mangel på ideer til, hvordan inden for murene.

Derfor er de udefrakommende stimuli blevet købt råt. Derfor har vi accepteret at impact factors og H-indexer er mål for hele historien. Derfor køber vi at Studenterårsværksnormeringer er produktet af vores flid med at uddanne studerende. Derfor ser vi at Københavns Universitet har oprettet 20 stjerneprogrammer for forskning, der når alt kommer til alt bare er at flytte penge fra grundbevillingen til de forskningsgrupper med de i forvejen største eksterne bevillinger. Derfor bliver ekstern medfinansiering af ph.d. stipendier ønskværdigt, på trods af den egenfinansierede del tages fra de alt alt alt for få frie ph.d.’er og flytter fokus fra spørgsmål til svar.

Der har været brug for en forandring, men det er problematisk at universiteterne ikke har stillet sig i kritisk og konstruktiv opposition til de udefra kommende ideer, men i mangel på fantasi har vekslet mellem afsky og medløb, hvor vi her, som i de fleste af livets spørgsmål, ved kompromisset er det efterstræbelige.

Vores mangel på forståelse af, hvad vores input og output er, og ikke mindst, hvordan vi kapitalisere det i de eksisterende rammer har tvunget os til at følge trop.
Vi har brug for at definere det sæt normer vi vil vejes efter så vi bliver konstruktive medspiller i den kommende revision af universitetsloven. Men hvordan det gøres, er beklageligvis (eller hvis man er til udfordringer, glædeligt) sværere end at formulere utilfredsheden med det eksisterende.

2 kommentarer:

Claus Emmeche sagde ...

Det er meget velkomment at rejse diskussionen om alternativer til det nuværende system her.
At denne diskussion er vanskelig at tage skyldes bl.a., at vi dels let forfalder til simple modstillinger mellem det gamle styre og det nye, dels at de eksempler på problemer, vi hiver frem, hyppigt har lidt karakter af anekdoter, udokumenterede fornemmelser o.l. Derfor kan jeg kun opfordre til, at vi bevæger os mere præcist frem end med en formulering som "Det gamle system havde en række problemer som er forsøgt løst i det nye". Men en sådan formulering er "det gamle" lig med alt før 2003-loven og det nye alt herefter, men allerede i 2000 var systemet med udviklingskontrakter indført under den tidligere socialdemokratiske regering, og universitetsdemokratiet var i løbet af perioden 1973-1999 blevet væsentligt stækket igennem flere lovændringer, fx med 1993-lovens styrkelse af ledelsen (jf. oversigten over universitetslove her og Nils Bredsdorfs glimrende gennemgang "Oversigt over de vigtigste lovgivningsarbejder om universiteternes styrelse 1968-2008" her). Der er en anden ting, eller påstand i dit indlæg, jeg ikke helt kan gennemskue: Nemlig når du skriver at "Unge forskere havde sværere ved at etablere egne grupper da pengene ofte var disponerede af gamle forskere og låste i rigide budgetter." Kan det tænkes, at et aspekt af dette problem (hvad enten det henviser til 1960'erne, 70'erne, 90'erne eller måske i dag?) er generelt, nemlig at ældre ansatte har været længere i systemet, har kunnet meritere sig og indtage positioner, som yngre og mere nyligt ansatte endnu ikke har kunnet gøre? (Dette ikke sagt for at hylde en kinesisk model for centralkommiteens aldersspredning).

Nå, men du har jo helt ret i, at vi ud over at stille os i "kritisk og konstruktiv opposition til de udefra kommende ideer", i dag har det privilegium at universitetsloven skal tages op til revision næste år, og at vi derfor også selv kan videreudvikle ideen om det offentlige, kritisk-videnskabelige, mangfoldige og demokratiske universitetet som modvægt til tendenserne til de topstyrede overforvaltede og kommercialiserede universiter, vi ser i dag.

Jonas Geldmann sagde ...

@Claus
Du har naturligvis ret i, at det er det er polariserende og ukonstruktivt at opstillet et ”gammelt mod det nye” system i en udvikling der har været meget gradvis. Min måske ikke helt gennemarbejde pointe er, at forandring var nødvendig, men at vi ved ikke selv at opstille reglerne og drevet af behovet for forandring er hoppet med på et system, hvor vi har glemt/undladt at opponere og derfor drives udviklingen nu ligeligt af ledelsen på universiteterne med eksempelvis stjernprogrammer og medfinansiering og det politiske system med forskningsfonde osv. (der vist er tilbage fra 1993 revisionen) men ikke på vores præmisser. Fordi jeg i bund og grund tror vi stadig fisker efter et system, der kan belønne, motivere, skabe kreativitet og invitere de rette mennesker indenfor.
Så pointen er at vi har været utroligt reaktive i vores tilpasning, fordi vi på den ene side har forstået kravet om forandring og på den anden side har accepteret at vores output skulle være nemt kvantificerbart.

Med hensyn til pointen om de unge forskere handler den om, at forskningsfondene og stjerneprogrammerne har været nødvendig startkapital for lovende unge folk, der måske gennem en simpel ansættelse og uden mulighed for at skrabe egne penge ind kunne være alene og uden den dynamik et forksningsfællesskab giver i for lang tid. men at det er synd, at styringen af disse penge ofte bliver brugt til at sikre billig benchmarking og ekstrabevillinger til de sikre i stedet for at overlade styringen af sådanne puljer til et mere fagligt og internt niveau.