af Brita Carmen Sommer, cand.pæd.fil.
Så er det vist på tide, jeg tager bladet fra munden. Jeg er tidligere studerende fra Institut for Pædagogisk Filosofi fra de dage, hvor professoren hed Peter Kemp og rektor hed Lars-Henrik Smith. Jeg startede som 50-årig og blev altså kandidat som 53-årig, så efter mange års arbejde i feltet var jeg virkelig sulten på viden.
Her mødte jeg Anne-Marie Eggert Olsen og Jørgen Huggler, som de første to undervisere og senere fulgte Peter Kemp, Henrik Vase Frandsen, Sune Frølund, Kurt Nielsen, Ove Korsgaard og Kirsten Hyldgård og senest Asger Sørensen.
Jeg blev ikke kun ført ind i filosofien; men jeg blev ført ind i en helt ny verden. En verden, der havde været der hele tiden; men en verden som var gået forbi mig, fordi jeg havde været travlt optaget andet steds.
Alt imens jeg satte alt ind på at tilegne mig denne nye viden skete der de mest forunderlige ting med mig.
Jeg blev ikke blot klogere på nogle teorier i nogle bøger – jeg blev mere vis. Jeg blev løftet op på et andet plan, med en større udsigt til verden. Min dømmekraft blev større og min fornuft blev videreudviklet. Det var ikke nogen gratis affære for mine undervisere. Jeg stred imod, ville have alt at vide nu med det samme, eller tænkte: ”Puh, det finder jeg aldrig ud af.” Uanset hvordan jeg reagerede fik jeg svar på tiltale. Jeg havde ikke blot mødt nogle intellektuelle undervisere, der lirede lærdom af sig. Jeg havde mødt en lille flok dybt engagerede alvorlige mennesker, som tog deres opgave på sig med al den forståelse og det store faglige udsyn, de havde oparbejdet gennem mange mange år. Det er med den største respekt og ærefrygt jeg tænker på disse mennesker og det store arbejde og den store indlevelse, de lagde for dagen overfor os studerende, så vi kunne komme igennem studiet på en værdig og gennemtænkt måde, så vi blev dækket ind på alle leder og kanter med viden og forståelse om de essentielle ting, der hører sig pædagogikken og filosofien til. Vi har herved været i stand til at oppebære en udviklet sans for den pædagogiske filosofiske vinkel på mennesket i verden.
At jeg nu må erfare at tre af de stærke kræfter er blevet skåret væk i ét hug, er for mig totalt uforståeligt, ualmindeligt dumt og en større katastrofe end jeg kan lige overskue alle konsekvenser af. Erik Nielsen er sammen med Peter Kemp pensioneret og Kirsten Hyldgård er i et andet miljø. Den vigtige nerve i den filosofiske dialog, der skal være evig on-going for at et filosofisk miljø skal kunne bestå og fostre nye tanker og ideer og give grobund for udviklingen af den pædagogiske filosofi i det stadig foranderlige samfund, er med et slag skåret over og skal nu til at bestå af to mennesker. Det er hvad der reelt er tilbage på den filosofiske grund, fordi jeg ikke kan medregne samtidsdiagnose og pædagogikhistorie som gældende for den grund, der skal diskuteres, reflekteres og udvikles filosofisk fra.
To er for få til at bære kulturen videre, det vil hurtigt ende i tomgang. Så hvis den vanvittige idé med fyringen af de tre filosoffer gennemføres, vil den pædagogiske filosofi også være død.
Der er blevet sagt tilstrækkeligt om begrundelsen for fyringen i den manglende relevans i de tres forskning til at jeg gider tage det op her. Det er nok blot at sige, at det må være direkte suspekt at angribe den frie forskningsret, og de perspektiver, der her lægges op til er helt uoverskuelige for vore universiteters medarbejdere fremover. Gennemføres fyringen vil der først og fremmest ske en uoprettelig fejl i den danske pædagogiske verden. Vi vil ikke kunne finde et lignende undervisningsmiljø andre steder og det store vide udsyn og det forkromede filosofiske overblik vil ikke kunne findes noget andet sted her i landet. Vi har et uvurderligt lærerteam lige nu på pædagogisk filosofi, der er i stand til at klare både bredden og dybden i den pædagogiske filosofi – og vi har det pga. en lille håndfuld smadderdygtige mennesker, der har lagt liv og arbejde i projektet igennem masser af år. Der er ikke andre, der kan tage udfordringen op, der kan udfylde det tomrum, der kommer til at stå tilbage.
Da de tre fyrede ydermere er netop de tre, der specielt varetager det etiske område, må jeg være overbevist om, at beslutningen er foretaget i blindhed og komplet uvidenhed om de 3 herrers faktiske arbejde og bidrag til universitetets samlede ressourcer. I en tid, hvor det fra centralt hold er lagt op til at foretage værdibaserede beslutninger overalt, hvordan i alverden forestiller man sig så at vi skulle kunne foretage disse valg, hvis ikke de får de etiske overvejelser, at grunde sig i? Det er da komplet uladsiggørligt og bunder i en total uvidenhed om medarbejdernes egentlige virke og funktion. Det er som at puffe til den første dominobrik i et sindrigt opstillet dominolandskab, uden at vide at så vil resten falde.
Så besind jer da for syv Søren. Her er vigtige ting på spil. Det pædagogiske filosofiske område vil blive amputeret og uendelig meget fattigere hvis dette gennemføres. Det er noget vi ikke kan betale for penge, vi så må undvære. Så mens tid er: Træk de fyringer tilbage. Det er grunde nok anført i det ovenstående. Ellers er vi mange i og udenfor landet, der altid vil være klar til en diskussion, hvis I skulle mange argumenter til at ændre mening. Stædighed er OK, men dumstædighed er da bare for dumt. Jeg håber inderligt I vil lade fornuften råde. Ellers skulle I måske lade jer indskrive som studerende på pædagogisk filosofi. Det er aldrig for sent at blive klogere. Det kan kun blive for sent at gøre det kloge.
Cand.pæd.fil. Brita Carmen Sommer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar