tirsdag den 21. februar 2012

Nogle professionelle konsulenter

Hendersons datter i forbifarten:
Episoder fra en international professors danske dagbog.
2. episode

Når et moderne universitet har problemer, så sætter man nogle professionelle konsulenter til. De fører så en masse samtaler med nogle udvalgte personer og kommer til sidst frem med en rapport, der giver et objektivt billede af konflikten og tilbyder handlingsforslag. Det er en rigtig fin virksomhedsfilosofi og fører til, at problemer kan blive rettet op på en helt professionel måde. Eller ej?
Lad mig lige tjekke min lille akademiske dagbog.

23. juni 2011
Kære dagbog, vi har da en klog og ansvarbevidst dekan! Det er vistnok ærgerligt, at hun overhovedet ikke ønsker at diskutere min anmodning om at blive flyttet til et arbejdssted, hvor mine kompetencer kan bruges. Men tænk bare, nu vil hun virkelig have fat i de problemer, som har kørt på min afdeling i så mange år, længe inden jeg selv blev ansat på universitetet!
Det er en klog og modig beslutning. Fordi det er ikke nemt. Du ved jo, hvor problematisk og sammensat mit fag er. Og du har jo også hørt de mange rygter her på instituttet, at netop min afdeling har været den mest konfliktfyldte af alle i rigtig mange år. Så dekanen har taget en klog beslutning: Hun ansætter en ekstern virksomhedskonsulent, der endelig skal få fat i de problemer, som hun kalder for ”samarbejdsvanskeligheder”. Jeg glæder mig til at se den kloge og erfarne person, der vil være i stand til det.

30. juni 2011
Kære dagbog, nu har også min institutleder truffet en rigtig klog beslutning: Han vil nu endelig ansætte en konsulent for at kigge på den der mobbende mail som jeg fik i januar! Min fagforenings-tillidsrepræsentant havde jo opfordret ham med det samme, da jeg fik mailen, men det tog nok lidt tid, indtil han kunne træffe denne beslutning. Så håber jeg, at der vil nu endelig blive kigget på de mange tilfælde, hvor jeg har følt mig mobbet af tre kollegaer. Mon der alligevel findes en bedre fremtid på min afdeling?

13. september 2011
Kære dagbog, hvad skal det her nu blive? Mobningskonsulenten har sendt mig en indkaldelse til samtale. Med en rigtig mærkelig baggrundsbeskrivelse for sin udredning: Den artikel, som en stor avis har skrevet om min situation i juni, bliver gjort til udgangspunkt for problemerne! Nå, så har jeg svaret ham med det samme, at han har nok misforstået noget i det her – jeg har jo følt mig mobbet over halvandet år og har ofte forsøgt at få hjælp fra ledelsen, uden at nogen har reageret! Det var jo kun efter mange forsøg på at drøfte problemerne internt, at jeg endelig gav avisen lov til at skrive om det. Det har jeg altså skrevet til konsulenten. Det vil han nok forstå og rette i sin baggrundsbeskrivelse.
Jeg vil i øvrigt ikke fortælle dig, hvad han hedder – det kunne jo være fortroligt?? Lad mig kalde ham for Pelle.
I øvrigt har institutlederen skrevet til mig, at jeg skal lave en omfattende dokumentation af alle problemer. Nå, det vil da blive et kæmpearbejde! Men ved du hvad? Han nægter, at det kan gå ind på mit timeregnskab. Det er altså et institutsproblem, som skal løses i min fritid!? Det er da virkelig noget mærkeligt – men måske er det bare sådan på et dansk universitet? Jeg vil jo virkelig gerne tilpasse mig til vilkårene på min arbejdsplads.

14. september 2011
Kære dagbog, nu skal du se! Det er en superfin og klog konsulent! Ved du hvad? Pelle kender hele instituttet allerede! Ja, han er nemlig ansat på vores nabo-afdeling, som ekstern lektor! Han har undervist her i rigtig mange år. Og jeg har selv set, hvor gode venner han er med de andre ansatte – han ved endda, hvor den nye kaffemaskine står! Jeg var jo først lidt tvivlende, fordi han skulle alligevel være en ekstern konsulent – men så sagde han, at han kender rigtig godt til de gamle problemer på instituttet og til det at kulturteori fortrænger de historiske fagandele, og at nogle ansatte føler sig rigtig dårligt tilpas med det. Så er han nok en rigtig god konsulent for den her opgave, ikke? Han kender jo allerede til nogle grundlæggende problemer på hele instituttet!
Vi snakkede en hel time, og han var så utrolig glad for min udførlige dokumentation. Det er da noget sjældent, har han sagt, at han får så hjælpsomt materiale, og alt ordnet og med datoer og tidstabel! Men det skal man da jo have, hvis man skal udrede noget så komplekst som de vanskeligheder på vores afdeling! Jeg er jo selv videnskabskvinde og ved, hvordan man laver en velfunderet undersøgelse. Om det nu er en historisk konflikt eller noget i nutiden. Det er jo også lidt som en kriminalkommissærs arbejde, ikke?
Han ville vide hvordan hele historien har udviklet sig. Og ved du, hvad han sagde til sidst? ”Og hvordan har du selv haft det med alle disse problemer?” Det blev sagt på en rigtig sød og forstående måde – nu er det første gang at nogen inden for instituttets mure forstår, hvor ødelæggende sådan en arbejdssituation er! Nå, jeg har jo også ofte været syg med stresssymptomer, men det har institutlederen desværre ikke været interesseret i. Men nu vil det hele endelig blive udredet. Jeg er så glad for det!

22. september 2011
Kære dagbog, nu har jeg også mødt den anden konsulent. Og hun er lige så fin og klog som ham Pelle! Hun hedder Mimi (nej, nej, fortroligt – hun har nok et andet navn!), og hun har brugt hele 20 minutter i vores samtale for at kortlægge problemer i min ansættelsesproces! At dekanen har spurgt internationale eksperter, men ikke talt med folk på afdelingen. At hun aldrig har undersøgt, om mine historiske kompetencer – som jo også bliver fremhævet i eksperternes anbefaling – bliver brugt på afdelingen. Det skal hun nok nævne som en del af problematikken i hendes rapport. Nå, vil der så endelig være tale om ledelsens ansvar i rødderne til hele problematikken! Det har jo dekanen indtil nu nægtet at drøfte. Er det da ikke dejligt, at der endelig kommer en professionel konsulent og kaster lys på det hele?
Og ved du, hvad hun sagde til sidst? ”Jeg er din ambassadør.” Får jeg nu endelig lidt støtte i de her konflikter, som vi har haft på instituttet? Det ville da være en lettelse. Mon der endelig findes en lysere fremtid i mit arbejde?
Og ved du hvad? Hun er en rigtig god veninde af Pelle!! Hun overnatter endda hos ham, når hun er i Århus for udredningen. De har kendt hinanden siden mange år og har ofte arbejdet sammen. Det er nu også fastslået, at det vil tæt samarbejde i den her sag. Og eftersom Pelle kender jo rigtig meget til problemerne på instituttet kan han nok forklare hende det, når hun mangler nogen indsigt i den komplekse universitetsverdens struktur og karakter. Hun har jo ikke arbejdet på et universitetet, og det kan nok være svært at forstå de personlige processer og problemer inden for universitetskulturen.
I øvrigt har jeg lovet, at jeg ikke skal tale om udredningens indhold mens den løber. Det kan jeg godt forstå. Det er fastslået, at lærermøderne, hvor Mimi er med, skal være et ”rum for fortrolighed”. Det er også klart. Men naturligvis er jeg ellers fri til at ytre mig om mit fag – det ville jo også være noget helt mærkeligt, hvis jeg ikke længere fik lov til det.

26. oktober 2011
Kære dagbog, de seneste uger var da ikke helt nemme. De første møder med Pelle og Mimi var jo rigtig fine. Men så, i de næste to møder, tog de hele tiden bare universitetsledelsens og mine kollegaers perspektiv. De sagde at de skulle gøre det for at se, hvordan jeg argumenterer imod. OK, det kan jeg godt forstå. Men det var da alligevel en lidt mærkelig fornemmelse.
Pelle har fremlagt sin definition af hvad mobning er. Jo, det findes da altsammen i mine oplevelser. Men det der tredje punkt ”at føle sig værgeløs” er vel nok sjovt. Af føle sig værgeløs? Det er da et mærkeligt kriterium. Det kan jo enhver person påstå – han siger jo også, at faglederen føler sig faktisk mobbet af mig. Men spørgsmålet er dog, hvem der rent faktisk er værgeløs? Er jeg da ikke værgeløs, når jeg som professor ingen strukturel magt har, når det er faglederen, der beslutter, hvad jeg skal undervise i, og når det er faglederen, der støtter min kollega, når kollegaen vil overtage den enevældige kontrol over et kursus, som vi skal undervise i fællesskab? Jeg har jo klaget over det til institutlederen, men der kom aldrig et svar. Er det da ikke rent faktisk værgeløshed – fremfor at ”føle” sig værgeløs?
Jeg må indrømme at jeg er da lidt bekymret. Men ellers er de da bare søde! Tænk kun, Mimi skriver en phd-afhandling, selvom hun er langt over 50 år! Hun er da rigtig stolt over det. Hun skriver den i Sverige og har fortalt mig om sine erfaringer inden for den skandinaviske universitetsverden. Ja, det er ligesom i Danmark – meget anderledes end jeg kender det fra Tyskland. Men det er rigtig sødt at iagttage hendes begejstring over phd-uddannelsen!

9. november 2011
Kære dagbog, Mimi har netop fortalt mig, at det der med mobningsklagerne er en super-alvorlig sag og at det kommer ind på en persons personalemappe! Nå, det har ingen sagt mig før. Så skulle jeg helst trække den klage imod den kollega, som har udelukket mig fra en stor konference netop i mit fagområde – og netop på det tidspunkt da vi talte i al venskab om samarbejdsmuligheder. Der var flere kollegaer på mit institut, der sagde, at det her er en form for mobning – og at sådan noget ikke sker første gang her på stedet. Det var derfor, at jeg bad institutlederen at få det undersøgt. Men jeg har jo nu lært, at mobning må da være noget, som sker flere gange, og selvom jeg – den nye kollega, som ikke har læst på det her universitet – har også følt mig udelukket i andre sammenhænge, ønsker jeg da ikke at holde fast i en officiel klage mod ham.
Jeg har altså med det samme skrevet til Pelle og sagt ham det. Nu håber jeg at han svarer mig hurtigt, fordi jeg ved slet ikke, om det er ham, mobningskonsulenten, jeg skal melde det til – eller om det skal skrives til institutlederen. Og så ville jeg meget gerne tale med Pelle en gang til.

18. november 2011
Kære dagbog, i dag havde jeg det sidste møde med Mimi. Det var virkelig hårdt. Hun holdt hele tiden fast i ledelsens perspektiv. Og har hun aldrig inddraget andre vidner. Jeg har jo sagt til hende, at der findes flere, der kan bekræfte det med de langvarige problemer på afdelingen. Men hun mener, at hun skal kun koncentrere sig om afdelingen – og nu på den nuværende konflikt, altså ikke om det, som var før. Derfor taler hun kun med mine kollegaer. Og med institutlederen og dekanen. Og hun er slet ikke interesseret i at finde ud, hvordan det var, før jeg kom til afdelingen.
Det var et hårdt møde, og jeg blev også rigtig vred. Det er jo de samme mure jeg er løbet imod i næsten to år! Giver det da ingen mening at argumentere med erfaring og ekspertise?
Men ved du hvad? Jeg tror, det bliver nok alt godt til sidst. Fordi Mimi sagde da, da vi havde lidt hyggesnak efter mødet, noget rigtig sødt til mig. Hun mener når hun kigger på min situation, føles det for hende, som om mit liv var blevet ramt af en tsunami. Nå, så har hun virkelig forstået hvordan det er gået i de seneste to år! Jeg er sikker på, at hun til sidst vil skrive en afbalanceret rapport om hele problematikken.

26. november 2011
Kære dagbog, nu er jeg virkelig foruroligt. Pelle har aldrig svaret på min mail, hvor jeg trækker min mobningsklage mod den ene kollega! Og han har heller ikke givet mig en ny samtaletermin, selvom han helt bestemt har set min anmodning om det! Sekretæren har nemlig tilbudt mig en termin, hvor jeg alligevel ikke kunne. Men jeg fik intet svar, da jeg bad om en anden termin.
Og Pelle svarer slet ikke på det, at jeg vil trække min klage imod den ene kollega. Var det da ikke i slutningen af november, at han og Mimi ville skrive deres endelige rapporter??
Nu har jeg lige sendt min mail igen. Med høj prioritet. Mon jeg denne gang får svar??

9. december 2011
Kære dagbog – skal jeg nu grine eller græde? Det hele er så absurdt, at jeg mangler ord.
Tænk bare, nu har jeg haft mit møde med Pelle, hvor han har præsenteret sit udkast til sin endelige rapport for mig.
Resultat: Der har aldrig været mobning på min afdeling, og jeg har ikke udvist den nødvendige respekt over for ledelsen. Nå, hvad siger du? Det lyder jo som en dårlig roman!
Han mener, at man ikke kan tale om mobning, fordi jeg har jo værget mig. Ups? Skal man så tie stille og græde i al hemmelighed, for at få æren af at være mobbet på et dansk universitet? Han var da ikke interesseret i min henvisning til den rent faktiske værgeløshed i min situation. Tænker danske mobningskonsulenter da slet ikke nuanceret?
Og så var da en hel række mærkelig ting. Han har byttet rundt og lavet fejl i rigtig mange datoer og sagsforhold. Har han da aldrig læst min dokumentation, som han var så glad for?? Til sidst spurgte jeg, hvad han sagde til min tilbagetrækning af mobningsklagen mod den ene kollega.
Og nu kommer det, kære dagbog: Tænk kun – han vidste slet ikke, hvad jeg talte om!!! Han har aldrig læst de to mails som jeg har sendt ham! De der mails, hvor jeg trækker klagen.
Undskyld mig – var da ikke tale om en professionel konsulent??? Nå, i hvert fald vil han gerne inddrage mine mails fra 9. og 26. november, når han skriver den endelige rapport. Tak for det!
Til sidst ville tillidsrepræsentanten vide, om jeg ville få indsigt i den endelige rapport. Nej, det vil Pelle fraråde dekanen. Han mener, at rapporten er jo dekanens privatejendom. Og han siger, at de allerede har haft tilfælde, hvor folk fik indsigt, og næste dag fandtes det i Ekstrabladet.
Lad mig nu lige tænke lidt over det. Privatejendom? Har dekanen betalt rapporten ud af sin personlige pung? Eller er udredningen og rapporterne alligevel en universitetssag? I så fald: Fandtes der ikke en Forvaltningslov i Danmark, der garanterer mig aktindsigt i dokumenter, der omhandler min personlige sag??
Og Pelle er altså bange for Ekstrabladet – hvad er da så slemt i rapporten, at han behøver være bange for medieopmærksomhed?? Når jeg gør et stykke arbejde efter bedste evner, kan jeg stå ved det i offentligheden.
Kære dagbog, forstår du det? Kalder man i Danmark sådan noget for professionel konsulent?

13. december 2012
Kære dagbog: Nej, nej, jeg har ellers ikke længere forventet noget andet. Mimi har fremlagt indholdet af sin rapport til mig i dag. Efter en halv time spurgte jeg, om der også en gang i rapporten vil komme noget, der repræsenterer mit perspektiv og ikke kun kollegaernes. Det havde hun intet svar på.
Hvad var det, hun sagde til mig den 22. september? ”Jeg er din ambassadør”?? Kære dagbog, kan du sige mig, hvad ”ambassadør” betyder i Danmark? Jeg frygter, at jeg har da misforstået noget.
Resultat: Det er i hvert fald mig, der har ødelagt hele den fine samarbejdsatmosfære på vores afdeling. Det har hun jo lagt mærke til, hvor fint mine kollegaer har det med hinanden, og hvilken god debatkultur de havde, inden det var mig, der ødelagte det hele. Så er det altså mig, som er den store katastrofe for afdelingen.
Det sjoveste var: Da jeg spurgte hende, om hun noget sted kommer ind på kulturforskellene mellem danske og tyske universiteter, blev hun rigtig vred. Det køber hun ikke, at der findes forskelle mellem universiteterne i Europa! Undskyld mig – er jeg da gået glip af noget? Jeg har jo alligevel været på universiteter i fire forskellige europæiske lande, og akademiske kulturforskelle var da en vigtigt rød tråd fra den første til den sidste samtale vi havde!? Men nu, i rapporten er de alle forsvundet?
Men sig mig lige: Hvis Mimi har så lidt erfaring inden for universitetsverden og de afgørende forskelle i de forskellige lande – hvordan kan hun så være kvalificeret at udrede samarbejdsvanskeligheder på en afdeling, hvor der findes 10 danskere og en nyindsat udenlandsk professor??

Nå, kære dagbog, nu skal vi se. Det er jo ledelsen, der skal træffe nogle beslutninger på grundlag af rapporterne. Og hvis jeg har forstået det rigtigt, findes da i det mindste i Pelles rapport én eller to små detajler, som også taler for mig. Kan jeg mon derfor håbe på en retfærdig behandling?

Eller vil det hele nu føre til det, som jeg på en eller anden måde har frygtet siden mediedebatten i sommer?
I så fald, kære dagbog, har jeg et sidste spørgsmål til dig: Ville det da ikke være interessant at vide, hvor mange skattepenge dekanen har brugt for at betale to ”professionelle” og ”uvildige” konsulenter, der så leverer den nødvendige legitimation for at kunne henrette en uønsket kritisk medarbejder?

10 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvad er det for et infantilt barn, der har skrevet det her?

Anonym sagde ...

Hvis ikke børn skulle have lov at være infantile, hvem skulle så?

Anonym sagde ...

Tja, jeg læser nu meget af det som en måde at formidle frustrationen.
Jeg vil tro at det hele er taget med i org. format for at understrege at hun forudsagde udfaldet allerede fra starten, baseret på tidligere oplevelser.

Uanset hvem der har ret, skal AU med rette kritiseres for ikke at have lyttet og fundet en løsning alle parter var tilfredse med.

Jeg kan sagtens genkende problemerne, omend på mindre niveau, fra mine egne indsigelser, samt en kollegas. Det er på et andet institut, men afspejler tydeligt hvilken struktur AU overordnet kører efter (og som jeg ikke er enig i).
Jeg synes det er trist at AU ikke kan ryste den virksomheds stil af sig, da jeg ellers personligt er glad for min uddannelse og mit arbejde fra og på AU.

Claus Emmeche sagde ...

Om anonymitet på bloggen: En kollega skrev til mig:

"Jeg har de seneste dage læst indlæggene på din blog og den ophedede debat i information. (...) Jeg synes, det er en uskik, at folk smider kommentarer ind anonymt, for i princippet kan det jo være AUs kommunikationseksperter og Koldaus indædte fjender, der taler hende ned - og hendes faste støtter, der taler hende op. Det er der principielt ikke noget galt i, men derfor kunne folk jo godt stå frem. Af og til er kommentarerne desuden temmeligt ubehagelige i tonen, og så ville det være rart at vide, hvor de kom fra. Hvis man ikke vil stå ved sine holdninger, må man lade være med at ytre sig sådan et sted, synes jeg. Politiken har indført en sådan "du-må-sige-hvem-du-er"-politik på deres kommentarsites, og det har højnet niveauet og fjernet de mest outrerede udfald, synes jeg. Så nu vil jeg egentlig bare spørge dig, om det er noget, du kan gøre noget ved, eller om det kræver, at du personligt sidder og "modererer" og tjekker, for det kan jeg godt se, at du ikke kan overkomme."

Svaret er, at jeg tilslutter mig opfordringen til at man står frem ved navn når man kommenterer. Har man ting, der substantielt ligger på linie med seriøs whistle-blowing, er det naturligvis en anden sag.

Jeg kunne da godt opfordre til, at der på bloggen bruges - for nu at citere AU-dekanen - "en urban tone", men hvor det for dekanen øjensynlig betyder fravær af kritik, betyder det for mig, at kritikken nok kan være skarp, blot den også er seriøs, at man går efter bolden ikke efter manden/kvinden, etc.

Bloggens indstillinger er p.t. at kommentarer publiceres umiddelbart og ikke modereret/godkendt af blogadministratorerne, som dog efterfølgende kan slette eksempelvis spam, injurier o.l. I perioder rammes alle blogs af bølger af spam, hvilket så tvinger os til at slå funktionen "publicer kun godkendte", til. Men det er lidt af en time-killer, specielt i en sag som denne.

Erik Steinskog sagde ...

Til Claus Emmeche,

Takk, jeg synes ditt innspill om å skrive under fullt navn heller enn anonymt (særlig siden mange av de anonyme kommentarene ikke inneholder elementer som forsvarer anonymiteten).
Når det er sagt, er det ikke litt ironisk å skrive dette som kommetar til et innlegg som er skrevet under pseudonym og som i sin retorikk i tillegg virker fiksjonalisert?
mvh, Erik Steinskog

Claus Emmeche sagde ...

Hej Erik Steinskog,
jo, det har du da fuldstændigt ret i.
Vi er enige, tror jeg, i at anonymitet skal være begrundet i seriøse hensyn. Anonymitet kan være nødvendig, men skal ses som en nødløsning.
mvh,
Claus

Jeppe B. Netterstrøm sagde ...

Kære Claus Emmeche

Jeg er lidt i vildrede med, hvordan teksterne forfattet af "Hendersons datter" skal opfattes. Måske kan du hjælpe. Hvem har skrevet dem? Er det mon Linda Koldau? Og i så fald, hvorfor skriver hun under pseudonym? Endvidere: Hvis dette skal opfattes som blade af Koldaus dagbog, er det så uredigerede uddrag af en løbende ført dagbog, eller er det en på et senere tidspunkt redigeret version af en sådan, eller er det en (i sin helhed) senere forfattet tekst, hvor dagbogsformen blot er genre? Og endelig: Er dagbogen skrevet med eller uden offentliggørelse for øje? Anonymiseringen af konsulenterne tyder på, at forfatteren enten har haft offentliggørelse for øje fra starten, eller at hun har rettet i teksten umiddelbart inden den blev lagt ud på denne blog. Som underviser i historisk kildekritik ved jeg, at disse spørgsmål er vigtige at få afklaret, når man vil vurdere "kildens" udsagnskraft.

Venlig hilsen
Jeppe B. Netterstrøm
Lektor i historie, Aarhus Universitet

Claus Emmeche sagde ...

Kære Jeppe B. Netterstrøm.
Tak for dit spørgsmål, som jeg anerkender som yderst seriøst.
Jeg kan ikke desværre ikke give et ligeså seriøst svar, og jeg ved ikke om der er dækning for følgende tolkning hos den oprindelige afsender af disse tekster; men måske skal de læses som et forsøg på en spøg, midt i al alvoren, ihukommende, at "den, der kun tager spøg for spøg, og alvor helt alvorligt, har måske forstået begge dele lige dårligt."

Kildens udsagnskraft er helt klart et kildent spørgsmål for enhver kildekritiker, som lader verifikationstranscendente genretyper indgå som kildemateriale, men "sandheden" for hin enkelte er somme tider så konkret og ilde hørt, at den må finde udtryk i indirekte former for tale, eller direkte former for digtning, især hvis den kollegiale fortrolighed skal overholdes, og de forvaltningsretslige trusselsfantasmer skal tages med en gran af alvor, hvad jeg ikke rigtigt selv kan.
Nå. Dér var alvoren igen. Så ikke mine ord igen...
M.v.h.
Claus

Jeppe B. Netterstrøm sagde ...

Kære Claus
Tak for dit vittige svar på mit spørgsmål, som rigtignok var helt seriøst (om end indrømmeligt en kende retorisk). "Dagbogens" anvendelse af ironi og sarkasme er åbenlys men unægteligt iblandet en mere alvorlig tone i form af en række konkrete og ret alvorlige anklager mod nemt identificerbare personer. De fleste, der som jeg følger sagen på afstand, har ikke andet end pressens og blogosfærens fremstillinger som kildemateriale, og derfor følte jeg det relevant at få afklaret "dagbogens" brugbarhed til sagens opklaring. Men hvis det hele blot er en spøg, og slet intet andet, er der jo ingen grund til at beskæftige sig mere med den.
Vh.
Jeppe

Erik Steinskog sagde ...

Hej Claus Emmeche,

Og takk for ditt svar (lengre oppe). Jeg tror vi langt på vei er enige, og jeg setter pris på at du skriver at anonymitet er en nødløsning. Samtidig, i ditt svar til Jeppe B. Netterstrøm - som spør om denne kilden (dagbogens) udsagnskraft - blir jeg likevel i tvil. Og min tvil styrkes av at bloggen i dag igjen har publisert et innlegg fra "Hendersons datter." Er dette virkelig en nødvendig anonymisering/pseudonymisering? Bringer disse innleggene noe inn i bloggens diskusjonsfelt som kan bringe de viktige diskusjonene om universitetet videre? Og hvis ja på siste spørsmål, krever ikke så det et "nei" på det første. Altså at de pseudonyme innleggene ikke strengt tatt kan tas alvorlig i den større debatten nettopp som resultat av sin udsagnskraft?
Mvh
Erik Steinskog